Analyse barndom yahya hassan

Vedrørende Yahya Hassan. Dette er resultatet af Yahya Hassans indsats, siden hans lyriske debut ramte boghandlerne i efteråret. Han splitter befolkningen; nogle forguder ham, mens andre foragter ham. Han mødes med både empati, tilråb, anerkendelse og afsky. En gruppe tager hans budskab til sig og erklærer sig enige, mens andre betragter hans vrede som et udtryk for pubertær frustration, der burde have været rettet andetsteds.

Uanset personlig holdning er det bemærkelsesværdigt, hvordan en ung mand med rødder i de aarhusianske ghettoområder har formået at starte så omfattende en samfundsdebat. I min opgave om Yahya Hassan har jeg fokuseret på opgave to. Her vil jeg foretage en analyse af digtene Barndom og Plastikblomst og dertil knytte en kommentar om den indflydelse, Yahya Hassan har haft, samt den diskussion, der er opstået omkring ham og hans pointer.

Således indleder Yahya Hassan sit værk Barndom. Som titlen indikerer, skildrer digtet forfatterens opvækst. Indledningen peger på en barndom præget af brutalitet og hårde kår, hvilket gennemsyrer teksten med følelser som raseri, modvilje og angst. En gennemgående frygt for en faderfigur, der udøver fysisk vold mod sine fem børn med slag og køller. Denne rædsel transformeres gradvist til et had mod religionen islam.

I digtet opstilles de fem søskende på række, hvorefter de straffes sekventielt. Om der ligger en konkret årsag bag afstraffelsen, eller om det blot anses som et element i en streng religiøs opvækst, forbliver uklart. Den voldsomme smerte bliver tydelig gennem beskrivelsen af søsteren, der i ren rædsel lader vandet. Han skildrer de fysiske slag, de gennemtrængende skrig og den specifikke lyd af volden - en lyd, som han sandsynligvis vil bære med sig som et ekko resten af livet.

At moderen ligeledes lever i en tilstand af frygt og føler med sine børn, illustreres ved, at hun taber tallerkener i opgangen. Dette indikerer en dyb nervøsitet og angst, både på børnenes vegne og i forhold til, hvad faderen kan udsætte hende selv for. Det virker sandsynligt, at hun konstant frygter at begå fejl, der kan udløse straf, samtidig med at hun er bange for, at børnenes handlinger skal opdages af faderen.

Hun føler sig derfor tvunget til at beskytte og skjule dem. Selvom hun afskyr situationen, er hun for lammet af frygt til at bryde ud, da deres religiøse overbevisning ikke tillader skilsmisse. Mens volden mod børnene finder sted, kører tv-stationen Al Jazeera i baggrunden. Denne arabiske kanal er kendt for sit fokus på islamiske emner og har tidligere givet platform til propaganda fra figurer som Osama Bin Laden og Al Qaeda.

Kort efter refereres der til afbrænding af flag. Selvom det ikke specificeres hvilket, leder koblingen til Al Jazeera tankerne hen på Muhammed-krisen. Alt dette peger på en faderfigur, der er stærkt religiøs og praktiserer islam på en måde, hvor han retfærdiggør vold mod familien. Det tyder på, at Hassans vrede ikke primært er rettet mod faderen som person, men snarere mod selve religionen.

Afslutningsvis berører han zionisme og de jødiske nationalister, der gør krav på Palæstina og Jerusalem med henvisning til guddommelige løfter. Han rejser spørgsmålet om, hvorvidt palæstinenserne overhovedet eksisterer som folk. Ligesom sine landsmænd er Hassan fanget i en tilstand af statsløshed uden et egentligt hjemland. Men hans identitetsmæssige klemme stikker dybere.

Han er i konflikt med islam og nægter at underlægge sig dens dogmer. Han befinder sig i et vadested mellem to kulturer.

I hjemmet var det danske sprog forbudt, og i skolen var det arabiske uønsket, og man får indtrykket af, at han slet ikke ønsker at identificere sig med nogen af delene. Sætningen om deres eksistens kan også tolkes som en henvisning til andengenerationsindvandrere, heriblandt ham selv, som han føler er strandet, oversete og fejlplacerede.

Rent formmæssigt er der tale om et prosadigt, der udfolder en fortælling uden fastlåst metrik eller rimmønstre. Som jeg-fortæller benytter Yahya Hassan et levende og detaljeret sprog rigt på metaforer. Han anvender gloser, der ligger uden for hverdagssproget, såsom zionist og hikster, og skaber egne neologismer som flergræderi. Han sammensætter ord på utraditionelle måder, der resulterer i nye billeder, som eksempelvis hyperaktive buldozere og fortørnede kropsdele.

Ved at bruge kraftfulde og ladede ord forstærker han de følelser, han ønsker at formidle. Han vælger bevidst ord som pisset frem for tis eller smadrer frem for ødelægger, hvilket er med til at understrege hans centrale budskab. Plastikblomst En blomst af plastik repræsenterer noget kunstigt og livløst. Den hverken trives eller visner, og den kræver ingen pleje.

Skal man skille sig af med den, kræver det destruktion gennem ild, hvilket er præcis, hvad Yahya Hassan gjorde. Dette digt giver læseren et indblik i de fattige kår, familien levede under. De boede i en trang lejlighed med begrænset plads, hvor faderen sov på en madras, og måltiderne blev indtaget på gulvet - enten som følge af tradition eller økonomisk nød.

Denne bolig eksisterer dog kun i fortiden, da Hassan valgte at sætte ild til den. Motivet bag brandstiftelsen var en trussel fra moderen om, at han ville blive brændt. Hassan besluttede at handle først. Han beskriver, hvordan han gik sine skyldige skridt, hvilket indikerer en bevidsthed om handlingens alvor. Ikke desto mindre gennemførte han det.

Der er tegn på, at det kunne have været et forsøg på selvmord, da han blev siddende i flammerne, indtil han ikke længere kunne holde det ud, måske for at spare moderen for at udføre truslen. Om handlingen skyldtes en midlertidig sindstilstand, barnlig mangel på virkelighedssans eller ren desperation, er svært at afgøre, men sandsynligvis var det en kombination. Man kan undre sig over, hvorfor han ikke advarede sin sovende far, men blot lader ham blive liggende.

Dette kan tolkes som et udtryk for had og et ønske om at stoppe mishandlingen, eller måske var han blot et barn, der ikke overskuede konsekvenserne af sine handlinger. Bemærkningen om, at faderen vågner længe før bønnetid, antyder dog, at Hassan var klar over, at faderen kunne være omkommet. Heldigvis overlevede alle familiemedlemmer branden, hvilket skånede Hassans samvittighed.

Det er dog tvivlsomt, om alt blev som før, da han nævner, at bagsiden var smeltet. At de beholdt genstanden i flere år derefter, vidner om deres økonomiske situation; det fungerede måske som et slags statussymbol eller et forsøg på at opretholde en facade over for gæster om, at økonomien var bedre, end den reelt var. Man skulle umiddelbart tro, at det var positivt at slette de mørke minder, men brugen af ordet minder antyder noget værdifuldt.

Dette kunne indikere, at den tidlige barndom ikke udelukkende var negativ, og at faderens radikalisering og voldelige adfærd først eskalerede efter branden i lejligheden. Til slut beskriver han sin tidlige fascination af sprog og billedsprog. Han skildrer også, hvordan faderen udøvede en diktatorisk censur over hans medieforbrug for at forhindre ham i at blive assimileret i det danske samfund, som faderen anså for vantro.

Ligesom i Barndom optræder Hassan som jeg-fortæller i Plastikblomst. Forskellen ligger i tidsplanet; hvor Barndom er skrevet i nutid, benytter Plastikblomst datid som et tilbageblik på barndommen. Desuden har Plastikblomst mange episke træk, da det fungerer som en sammenhængende beretning. Der er ingen tvivl om, at Hassans poesi har skabt dyb splid i familien, men det er sandsynligt, at relationen allerede var brudt før udgivelsen.

Hans budskab er så presserende, at det ikke kan holdes tilbage, og hans indre vrede kræver en ventil. Yahya Hassan er gennemstrømmet af et intenst raseri mod sin familie, forældrenes generation af indvandrere, det multikulturelle samfund og selve den islamiske tro. Dette raseri understreges af hans unikke stilistiske valg, hvor hele teksten er skrevet med versaler, hvilket giver indtryk af et råbt budskab.

Fraværet af tegnsætning skaber et højt tempo i læsningen, som afspejler en presserende nødvendighed. Temaerne i hans digtning er entydigt centreret omkring vrede og had. Denne vrede danner fundamentet for hans budskab om, at der er fundamentale problemer med islam og integrationsprocessen i Danmark. Det er et fundamentalt opgør med den ældre generations livsførelse og værdier.